United States or Peru ? Vote for the TOP Country of the Week !


En Gang paa denne Vandring fik jeg Lejlighed til selv at undersøge disse Mure, og jeg opdagede til min Forbavselse, at de ikke var hugget ud i Klippen, som jeg havde antaget, men var bygget af tilhugne Sten af en Art, der mærkeligt lignede Granit.

Vandet tyngede frygteligt paa min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang mig efterhaanden op. Jeg kæmpede for mit Liv, for Gladys, for alt, hvad der gjorde Livet Umagen værd at leve, og det gav mig overmenneskelige Kræfter. Til sidst lykkedes det mig at hæve mig tilstrækkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Knæ.

Hurtigt strøg det indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort, truende Skygge i det graa Halvmørke forude. Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket. De var nu i bag Pynten.

Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet og spiste alle den samme åndelige Mad og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus.

Paa den Side, hvor vi stod, skraanede Klippen rigtignok tilstrækkeligt til, at en erfaren Bjergbeboer kunde klatre ned ad den, men paa den anden Side af Afgrunden hævede der sig en stejl Skrænt, der var over femten Hundrede Fod høj, og skønt jeg undersøgte den omhyggeligt, kunde jeg ikke se et eneste Sted, hvor selv en Ged kunde finde Fodfæste.

Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse: "En Sædemand gik ud at sin Sæd; og idet han såede, faldt noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op. Og noget faldt Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde. Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det.

Saa drejede han sig om paa Hælene og gik omtrent en tre Hundrede Fod foran os langs med Dalen. Derpaa vendte han sig om for at se, om vi var tæt bag ved ham, og gik hen imod noget, der saá ud som et Hul i Klippen, og forsvandt dèr. Vi fulgte ham og traf ham saa i en stor Hule, hvor han bøjede sig ned imod Sandet, som om han vilde byde os Velkommen.

Da han naaede op paa Fjældskrænten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret, saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels. Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen deroppe.

"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok ." Og med sin Kasse under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt. Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden, hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.

Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket som en sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og Mødre ventede paa deres Børn. Men Børnene kom ikke. Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, men Aabningen i Fjældet var smal og gav ingen Plads for Kød.