United States or Ireland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu kunde de høre i Smedjen, at "Fruen lod Skolen synge". Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under Degnens Vinduer og lyttede. -Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind i Storstuen. -Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie. Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase. Men Vers kunde han.
Men det er det samme; skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et Degnekald ledigt paa Godset et, som ikke er for lidet, for I skal vel og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, da I kom gaaende? Ambrosius . Giftes? Jo vist, det har gode Veie!
Den kjender sit Paris, den veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen.
Det er igjen en tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden. Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de Nyankomne.
Men sandt at sige, denne første Promenade bliver sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag.
Vore Følelser, vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring. Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det er mig bevidst.
Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens Jagten. Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor han er, klinger saa skingert. Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser flyver ud og ind ad et hullet Træ.
Historien klinger utrolig; men sammenligner man den med den berygtede amerikanske General Butlers senere Optræden mod værgeløse Kvinder, vil man ikke finde den utænkelig. I St.
Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han gaar tilbage til sin Plads. Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider langsomt fra.
Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind kommer det Altsammen pêlemêle, Størsteparten leveres fra Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon", som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge, graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset. Panier
Dagens Ord