United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hermed vare vi tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig. Skulde jeg saaledes f.
Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der »komme Fremmede«, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa Bordet og raabte »Kom ind!« og løb hen og lukkede Døren op, saa var Frøken Kjeldborg nødt til at komme.
Andrea Margrethe løb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet. »O vee, o vee, o vee!« raabte hun, »det er Forpagter Kjeldborg med hele sin Familie!« »Er det saadanne græsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange Vee?« spurgte jeg.
»Ja det har De sandelig Ret i«, udbrød Andrea Margrethe, »gid Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.« »Saadant Noget maa Du ikke sige«, bemærkede Emmy; »der er meget godt ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.«
Naar der er en eller anden Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer tomhændet bort fra dem.« »Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere.
Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa naadig at dandse med.
Og naar Frøken Kjeldborg glemte, hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige.
Andrea Margrethe fik den ene Frøken Kjeldborg anbragt ved Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mærkeligt med den Evne, som kjedsommelige Folk have til at gjøre alt muligt kjedeligt: ved at høre Frøken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den allerlængste.
Begge sadde de ganske tause og skød de lange Røgskyer fra sig, medens Frøkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i Æventyret om det fortryllede Slot. »Naa er I endelig der!« raabte Præsten os i Møde: »hvor kommer I fra? Har I maaskee igjen været i Høn-« »Jeg var ude at besørge Noget i Kjøkkenet«, afbrød Andrea Margrethe ham hurtig.