United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa sagde hun med en Stemme, der skælvede lidt: "Jeg holder saa meget af Robert næsten som om han var mit eget Barn at jeg gerne vil have, at han skal være lykkelig, og De ogsaa, Evangeline det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?" Jeg trykkede hendes Haand. "De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte Kærlighedens vilde Foraarstid.
Efter dem dukkede Tjenerne frem med ubevægelige Ansigter og blottede Hoveder. Vognene blev ved at køre til og fra. Dørene smældede op og blev smækket i. Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set. Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de stansede, mens Tjenerne tog Balslagene.
Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af med højt hævet Glas med et Leve for ham , mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad Hein.
Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte hun helt roligt: -Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt Sandheden.... -Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus" var helt fortvivlet. Moderen sad lidt: -Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den.
Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv. Aa ja det galdt at have Mod, blot at have Mod saa kom det andet ... Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa ham gift. -Gift. Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen.
Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger: Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter, fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.
Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme i Horsens. Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa "Rørholm". Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dér, fordi Karl v.
Mikkel Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod rundt i Stuen det var let at se, at noget særligt var paa Færde. Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa han kunde se uden at blive bemærket. Og da opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Søn Christiern.
Riddernes Skemt, Hertug Per til Meldorf, Grev Poul af Hemmingsted og som en sidste uhyre licentia poetica de femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette svimlende Apparat skulde ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet; thi det var jævnt menneskeligt.
Jeg forstod pludselig det ydmygende i Situationen! Hvor havde jeg nogensinde kunnet tænke paa at gifte mig med en Mand, som jeg ikke kendte, blot for at sikre mig et godt Hjem! Nu forekommer det mig vanvittigt. Jeg antager, at det var, fordi jeg var blevet opdraget med den Tanke, og før jeg stod Ansigt til Ansigt med Manden, havde jeg ikke fundet det underligt.
Dagens Ord