United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et pludseligt Ryk. -Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det renser Halsen. Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida: -Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende. Ida svarede ikke.
Inde i Døren til Dagligstuen stod Fru Mourier og saá paa de Unge, der dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt Likør, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate. -Aa, det er saa dejligt at se saa megen Glæde, sagde Fru Mourier, der stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden saá de paa deres Børn.
Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le nu, herude, under Himlen. -Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida. De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov. -Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa blødt.
I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere, der holdt Sommer og Efteraar i hendes Hjem, Danmarks eneste større Kunstnerkoloni, har Anna Brøndum faaet sine Naturanlæg hurtigt og betydningsfuldt impulserede til Videreudvikling. Karl Madsen og Michael Ancher ydede hende lidt begyndende Undervisning, senere kom hun til København hos Kyhn, og i en ung Alder udstillede hun.
Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og de to gik sidst. Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl med Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin Haand om hendes Liv.
Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte fast ved os og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.« Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og kaldte Hunden til sig.
Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnede Roser: Hvor den har været smuk. -Ja, sagde Bentzen. Køn har den været. De stod lidt. Agnes knælte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet. Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og græd. En Karl kom hen til dem. -Hvis Frøkenen der skulde lukkes.... -Ja, vi kommer.
Udlæggelsen havde været om Troskaben og Dagværket og Lønnen, som blev Fred. Fru von Eichbaum blev pludselig bevæget, og i Halvmørket brugte hun Lommetørklædet. Hendes Øjne var fæstede paa Hr. von Eichbaums Billede over Skrivebordet: han saas endnu i Halvlyset. Hans Enke havde foldet Hænderne. Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun hørte Karl. Han aabnede Døren til Spisestuen og kom ind.
Jørgen . Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer! Ambrosius . Er det ikke Jer, som er en Hane? Peder . En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen! Peder . Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip mig, siger jeg! Jørgen . Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for Jer. # De Forrige.
-Hun fik laaset de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to og Karl tog Tøjet af. -Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand. -Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol. -Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens han saá paa det hvide Bord. -Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.
Dagens Ord