United States or Puerto Rico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede Døren til Gangen: -Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord et Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge et Par Ord, som han trængte til at faa sagt Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa lidt, før han gik videre og sagde: -Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas ... at tømme et Glas, med et Par alvorlig følte Ord for den danske Presse.
-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo. Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama: -Det stille Pigebarn er nydeligt. "Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Der var ikke noget at udsætte paa den Maade, hvorpaa han udførte sin Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom og næsten lod ham fortryde, at han ikke havde været mere omhyggelig med at efterforske den ny Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste. Negoro saa ud til at være omkring de fyrre.
Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar." Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne: "En Hval til Bagbord!" "Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig.
Claus strandet hjemme paa Fanø og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham da støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget jo, nu gaar det som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus ...
Ved asiatisk Plads i København var Ladningen bleven losset, og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til en hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa Slægt og Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Kragerø var der bleven indtaget Trælast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod Skibet Norge.
Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa stillede jeg jo og dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte ind i Kammeret til dem, saa galt var det huha. »Nu ingen kære Mor,« tordnede jeg til Tøsen, som gerne vilde snue videre. Kaptajnen laa underdrejet og glippede med Øjnene, han var ædru nu og skammede sig morderlig, det var tydeligt.
»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han er Kok ombord« ... Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede Person. »Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han havde forstaaet min Tanke. »Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen. »Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?«
Og saa lagde vi paa Siden af ham. »Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som vi skal, »og jeg var da den og den,« sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lønningen og rystede paa Hovedet. Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og med agterud til Kaptajnen.
Men han var hel kulret, det endte Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa Hotel.
Dagens Ord