United States or Western Sahara ? Vote for the TOP Country of the Week !


Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst. Ja, hvor er dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig Hendes Ben er meget tyndere end mine! , , ! lo Baronen. Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.

Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik et Par Skridt frem. Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham. Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje paa. De stod allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede Øjne fulde af Spænding og angestfuld Forventning. Hva' staar I her efter! gentog Baronen Gaa op med Jer!

Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den. Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun meget morsommere end alle andre Mennesker! Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og samtidig slog Klokken seks paa det store Ur. Der er Jens, den Skurk! sagde Karen. Men Karen dog! formanede Kaninen. Og saa tog man Afsked og kørte bort ....

Men Baronessen lod, som om hun intet hørte. Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun. Ja Tak! sagde Karen Aa, Bedstemoder, bad hun saa maa der ikke blive lukket op for Stasia? Den gamle saa hen paa det store Ur. Om fem Kvarter! sagde hun Præcis Klokken syv lukker jeg op. Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage. Hun har sat Oldenborrer paa mig. Oldenborrer? spurgte Kaninen.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret. Nej, lad være! sagde Clara og greb hende om Haandledene Sæt, de svømmede herover! Ja, hvad gjorde saa det! Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen Klokken er mange! Ja, nu kommer vi! lød det tilbage. Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i en stor, tom Sal.

Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab skulde du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar hun blev for slem! Pyt! sagde Karen og slog med Nakken forleden lukkede jeg Frøkenen inde paa .... Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske. Kaninen rødmede über und über.

Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev den lille paastaaelig. Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ... Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget! Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede. Det si'er Jomfru Petersen! Frøken Jansen rejste sig fra Bænken. Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen. Nu skal vi vist ogsaa hjem.

Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen. Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og kysser hans Handsker! nikkede Karen sværmerisk. Frøken Mascani lo og klappede i Hænderne: Du er storartet! De er af Ruslæder, vedblev den lille Jeg har taget den ene! ... Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede den ind mod sit Ansigt.

Hva'? Hun ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele! Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines Haand .... Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen. Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen.

Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten. Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud. Selv var hun ogsaa «forfærdelig» betaget af den smukke Grev Scheele. Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte!