United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg satte mig i den lille Fløielssopha med den trykkende Følelse af Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en Stamgjæst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder Noget af til os andre Dødelige. Og hvilken Stamgjæst!
Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over ham; og han klynkede som et Barn. Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre? Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i Mørket, til Vished.
Men har De først trukket blank, maa De sørge for, at ingen af dem, hvis der er to, undslipper. Jeg vil selv hjælpe Dem." "Sire," udbrød jeg, "jeg tvivler ikke om, at mit Sværd nok skal gøre det af med to. Men vilde det ikke være bedre, om jeg tog en Kammerat med, frem for at De skal udsætte Dem for en saadan Kamp?" "Saa, saa, saa," sagde han, "jeg har været Soldat, før jeg blev Kejser.
Min gamle Kammerat sad lidt. Saa sagde han: -Ja du jeg er tilfreds -Men du gode Gud vi snakker op om alle andre og om dig faar jeg ikke det mindste at vide. Hvad er du egentlig? -Præst. -Præst? Ja husker du ikke, jeg studerede Theologi? Aa nej det var jo #det#, vi talte mindst om. Jo jeg er saamæn Præst. -Hvor længe har du været det? -To Aar, min Ven. -Og hvor? -Paa Lyø. -Paa Lyø. -Ja.
Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag. "Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort." Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig.
Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervøs Ophidselse, at jeg næsten ikke kunde beherske mig. Hvert Øjeblik faldt den Tanke mig ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa sin sædvanlige sløve Maner.
Hvis vore Modstandere ikke viste sig i Løbet af et Kvarter, var vi frelste. En efter en kom Stjernerne frem og begyndte at blinke paa den skyfri Himmel, saadanne Stjerner, som man ikke ser noget andet Sted end i Østerland. Vinden blæste op, og om en halv Time vilde det være saa mørkt, at man ikke kunde se. Endelig rejste min Kammerat sig og strakte sig.
Saa kunde jeg ikke holde Tavsheden i Værelset ud længere, og Nikola havde et af sine Anfald af Aandsfraværelse og var følgelig kun en daarlig Kammerat. Jeg gik derfor ud i Gaarden foran Midterhallen. Just som jeg naaede den, lød der en høj Banken paa Yderporten.
Det var Kongen, Kongen, den mægtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet døde hen paa mine Læber ved Synet af min Kammerat. Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset over, hvad jeg saa.
Det var ham, der havde foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen. Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede. Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen.
Dagens Ord