United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !
Denne Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev aabnet. »Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort, som den maa have seet deroppe«, sagde Præsten.
Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor, »De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.« »Hvad skal der gaae for sig?« spurgte jeg Emmy. »Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.«
»Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang«, sagde Præsten, »siden det er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud forleden Aften.« Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud sammen med Niels. Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig Fornedrelsestilstand paa Gulvet.
»Hu ha«, raabte Præsten, »hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede bleven ganske blind deraf jeg kan slet ingen Ting see.« Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? Omsider fik vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld heri?
Moderen sad paa det samme Sted. Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knæ, laa den ældste Dreng, mens Lysene slukkedes, et efter et, og Sølvets Glans blev mat. -Moder, sagde han, nu dør Juletræet. -Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra hans Haar, ned i hendes Skød: -Nu dør det. Tine kom tilbage. Endnu brændte de sidste Lys. -Bring ham i Seng, sagde Moderen.
Ja, Vadsken her er meget god, men Tøjet bliver jo lidt gulligt, fordi de bruger Brøndvand. Herskabet faar vadsket Lintøjet i Byen, men vi andre maa jo nøjes. Aa, hvor jeg glæder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt at købe Presenter til Dig og Børnene for mine egne Penge. Jeg synes, at I skulde lade mig pynte Juletræet alene? Maa jeg det?
-Men vi stikker Ild paa Træet, sagde Tine fra Stigen. -Nej, nej, der er ét endnu. Et Aar havde de stukket Ild paa Juletræet: Det blussede op et Nu, mens alt Sølvet flammede og forkulledes, og Moderen saá til med Skæret over sit Ansigt. -Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun. Saa fængede Grenene. -Her bliver Brand, raabte Moderen.
Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte. Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder. De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt. -Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod.
»Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive«, sagde Emmy, der stod ved Siden af Gamle, »men har De ikke selv sagt, at naar man er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv givet Bevis paa.« »Ja jeg havde tænkt paa«, sagde Præsten, »at forære Nicolai gamle Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte jeg lade hende blive udenfor.«
»Ja vist er det gyldigt«, svarede Præsten, »Ægteskabsløftet er nu syv Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen Madsen kan paa ingen Maade benægte det.« Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des større Virkning.