United States or Zimbabwe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der rejste sig, gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere op af Trannen; da først havde hun faaet kædet sine Tanker sammen til Svar. Hun stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede hovedrystende: „Tja det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!“
Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor i den sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os. Jordemoderen ventede ... „Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!“ var der en, der raabte. „Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!“ skreg de unge Piger i Munden paa hinanden.
Han var en fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle med; men ak Smilet stivnede om hans Mund, da han hørte vort Forslag, og der laa Alvor i hans Stemme, da han sagde: „Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!“
„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen. „Min Kone ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke Kommandoen, men alligevel “ Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.
Povl og Jørgen bliver henne hos Seemannerne, hvor Du har sendt dem hen imorges, samtidig med at Du jog mig paa Kontoret ... Farvel ... Og vil Du saa være saa henrivende elskværdig at holde din Mund! Da Jordemoderen henimod Klokken ni Aften havde puslet Moderen og Barnet for Natten og var gaaet hjem, kaldte Isidor paa Stuepigen og bad hende bringe et Brev ind paa Posthuset.
Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus. Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind paa en Romtoddy.
Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe, Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var blandt de dansende. „Vi skulde spørge dig fra Malakias, om “ „Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid “ Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter. „Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i Aften?“
Jordemoderen kaldte ham et Haneæg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et nyfødt Barn at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, at han var forbyttet af Troldpakket. Men selv anede han intet. Han løb og legede den lyse Barndom igennem som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen om Vinteren. Men han var urimelig bange.
Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde. Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget. Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst. Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet. Hvad er der i Vejen med det? Det er ... Er det dødfødt? Nej ... desværre! havde jeg nær sagt.
Barnets Fødsel varede et Døgn; Lægen mente, Stella havde snøret sig for stærkt under Svangerskabet. Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, han var blind, han vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad; man svøbte ham i Bomuld. Den tredie Dag troede de, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i Isvand, og han kom til Live igen. Stella laa længe syg.
Dagens Ord