United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det kunde hænde Fremmede, der traadte ind ad Døren, at de ligestraks ikke lagde Mærke til, at der var endnu en Person til Stede i Stuen. Thi Datteren syntes undertiden at blive helt opslugt af Moderens Skygge. Alt paa hende var spædt og en Smule blegsottigt. Hendes Lød var skær og hvid, og i de blege Kinder jog Blodet op, saa saare blot nogen lagde Mærke til hende.
Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, og hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den tilkjæmpede Lykke det var dette Brevs ikke just henrykkende Forjættelser. Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg traadte ind i Værelset.
De blev ved at komme med højtrejste Spær, svimmelhøjt oppe, lutter Hestfolk i Firspring, og de jog frem og fældede Lanserne, som Korn bøjer sig for Blæsten de havde Hastværk, og der var vidt at ride.
Jeg anmodede ham indstændigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg nærmede mig ham for at trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i dens Sider og forsvandt i en Støvsky.
Han var pludselig kommen til at fryse. Langt om længe rejste han sig med et Ryk. "Det lader til," tænkte han ved sig selv, da han gik, "at man kan udvikle sin Tvivl i den Grad, at man tilsidst har Mistillid til sin egen Skepsis." Lidt efter sad han paa sin Cykle og jog ind ad Byen til, hen ad Landevejen, der strakte sig hvid og ensformig i den lyse Sommernat.
Den anden jog pietetsfuld en Flue væk, der summede omkring Ligets Næsebor: Hvem er det, der er inde hos Fruen? Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hof jæ geren fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmægtigen inde fra Byen ... han hører jo osse paa en Maade til Familien. Mon der bli'er noget for dem at hole?
Frøken Sofie afbrød ham: Og det skulde netop Du ud at fortælle os! sagde hun Det skulde netop være Dig , der jog os fra Havslunde, i Stedet for at gøre alt, hvad der stod i din Magt for at hindre det! ... Aa, Isidor, Isidor, hvem i den hele, vide Verden skal jeg nu tro paa ...?
Kun en Hat lige netop paa det Sted, hvor han var sunket. Man gav sig til at grave. For hvert Stik, man tog, vældede Pladderet sammen, og Overfladen var igen den samme. En Mand stak sin Arm ned. Men Jøsses, hvor de' trak. De' var liesom, dæ' var novet, dæ' haved sæ fast. En anden tog en Rafte og jog den i for at prøve, hvor dybt der egentlig var.
Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han vilde blive liggende og vente. Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter. Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa "Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud.
Naar Faderen var hjemme, jog hun hvert femte Minut op af sin Sløvhed for inde i Spisestuen at lytte efter, hvad han tog sig for i sit Studereværelse, om der var Folk hos ham, og hvad han sagde.