United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mikkel Thøgersen stod som Æresvagt ved Døren i den store Sal, iført fuldt Harnisk, en flunkeny Udrustning. Forfremmelsen var gaaet hurtigt for sig, Jens Andersen havde gunstigt hjulpet til og belønnet ham tilmed for tro Tjeneste. Da Mikkel blev fremstillet for Kongen, kendte han ham ikke fra om Formiddagen, han tog ualmindelig naadigt imod ham.
»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads til de levende.« Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til Tofterne og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde bjerges. Saa lod man Liget drive.
Han var desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som »Storken«, det gjorde Jens Andersen ikke saadan en Mand var han altsaa. Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu.
Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der førte ind til Lejligheden. Da hun saa ham, slog hun Hænderne sammen i Rædsel: Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf! Han vendte sig hurtig: Hvad har Du her at gøre? Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...! Gaa din Vej, Oline!
Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade! Et Stykke Kage? Næi, mange Tak! Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og ryge! Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen og spænder for? Nej! raabte Karen ud gennem Døren. Jo! sagde Kaninen din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl. seks! Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen. Nej! sagde Karen.
Vand, der plejer at slukke Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen løs i sin hvideste Majestæt; det var selve Satan, der spillede dette Dokument paa Bordet. Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne Sværd kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger. Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat.
Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs, der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle, fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis ..... Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.
Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet halvt om og raabte ud mod hende: Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen. Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr ind.
Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev ødselt mishandlet af sine Fjender, da han kom saa vidt, at de kunde naa ham. Han var en gammel Mand, da de stillede Aaringers Hævntørst ved langsomme og grove Pinsler paa hans Person. Stikkende Vitser, der i hans Frodigheds Dage var undsluppen ham mod Gud og Hvermand, fik han tilbage paa sin Krop, da han blev skrøbelig.
Lig-Johanne tænkte ikke paa andet end at fylde sig med døvende Drikke. Saasnart hun havde sovet en Rus ud, begyndte hun paa en frisk; hun taalte ikke at tænke paa Jens og hans Endeligt, skønt ingen havde fattet Mistanke til hende ... Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ja, ja ... Vil Mor ikke, at vi skal tage vores Træsko paa, som vi plejer, saa hører Du ikke saa godt? Jo! Hvor er de?