United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.« »Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog #ellers#!« Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene.
Honoré fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede Folkemøder, hvor de Forbigaaende standsede for at høre, hvad der blev sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre.
Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de ind ... Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa Skyer. Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene.
Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak." Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som om hun ventede. Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg lidt Kul paa," sagde han.
Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som det er fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt, men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, hvilken Rigdom af Naturskjønhed byder det En da ikke, fuld af Modsætninger, som ere forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og frodig Fylde, vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge.
Saa faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte. Baronessen havde taget Plads paa en af Bænkene i Nærheden af Døren. Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til hinanden og nikkede. Men et Øjeblik efter rejste Hendes Naade sig og forlod Salen. Nu gik Naaden! sagde en Dame til sin Danser.
Hendes Naade sænkede Hovedet med et Suk: -Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade være at tænke. Moderen svarede ikke. Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren: -Hvad er det for Madeira? Den Slanke bukkede: -Hendes Naade har givet Ordre.
Hun stodte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men det var spigret. -Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sommene bort med et Par rappe Haender. Saa ! Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende ved Vinduet Signalerne lod saa grant og kaekt under den lyse Himmel. -Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte.
Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Goen og lob saa iforvejen ind ad den aabne Gangdor. Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhojning. Hun syntes aldrig, hun havde vaeret saa bedrovet saa beklemt og bedrovet som nu, mens hun stirrede ud i den ode Gaard.
Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tænder, og hendes Øjne straaler. Hvad hedder De? Jeg hedder Elizabeth eller Lis, føjer hun til. Jeg kender Dem ikke. Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren.
Dagens Ord