United States or Pakistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris. »Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg. »Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det Første.« Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an. »Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe.
Saa snart det var mørkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at Fjenden nærmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin Opgang, vi saá ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et Antal høje Bakker.
Tanten vilde straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle om. Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God Nat«.
Til sidst talte vi om Robert, og hun fortalte mig Historier fra hans Drengetid, morsomme Etonhistorier og senere Bedrifter. Og om, hvor modig og prægtig han havde været i Krigen; og om, hvorledes Folkene paa Torquilstone allesammen elskede ham; og om hans Popularitet og Indflydelse hos dem. "De maa faa ham til at gaa ind i Parlamentet," sagde hun. Saa kom Robert ind i Stuen.
Men Kaptajnen har saa telefoneret til Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man opsøgte os og satte os ombord med Magt. Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst.
-Men Bai, sagde Katinka. -Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen. De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene. Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik. Bai gik i Forvejen.
En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde gemt for Vinteren, og det samme hændte: Man kom ud og bad ham om et Hoved. „Det er Forraad for Vinteren!“ sagde han. Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind. „Hvorfor græder du?“ spurgte Moderen. „Han svarer, at det er Vinterforraad!“
"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud og fattede med begge Næver om Rælingen og klemte til. Det var helt meningsløst med disse Formaninger, thi kun ved at hale til af alle Kræfter aarkede Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen ind over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge Fødder stemmet mod Baaden og var aldeles rødblaa i Ansigtet af Anstrengelse.
Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene. En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas. Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens Jagten. Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor han er, klinger saa skingert. Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser flyver ud og ind ad et hullet Træ.