United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Véronique vilde ikke lade mig gaa i Seng, hun vilde endelig have, at jeg skulde spise, og saa efter Middag sad jeg i en gammel, men yndig Slaabrok af hvidt Crêpe, og hun børstede mit Haar i mere end en Time der er saadan en voldsom Masse, det tager Tid. Jeg sad foran Ilden i Dagligstuen og forsøgte paa ikke at tænke. Man føler sig som et Vrag efter saadan en Scene.
Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til. -Har Du fægtet? spurgte han pludseligt. -Ja. Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence: -Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.
Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar den Gamle blot ikke faar dem at sé. -Den Gamle hvad? sagde Berg. -Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude skriver jo Navnet. -Men for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod hende.
Jeg havde vendt mig om for at tale med Nikola, der undersøgte et Banner, da jeg pludselig hørte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde være mindre end firsindstyve Aar. Hans Ansigt var rynket som et tørret Skovæble, hans Haar næsten hvidt, og han støttede sig til en Stok.
Vejret kom hastigt nærmere; en Gang imellem løste et hvidt vildt Lyn sig blandt de bestandige Glimt, og kort efter knaldede det nærmere end før, Tordenen klaprede voldsomt tilbage og blandede sig med den fjærne Varselsdundren. Et Vindstød rejste sig udenfor og støvede op mod Ydermuren, nu slog en vældig Regndraabe mod Ruden, flere, og det puslede udenpaa Lyngtaget. Thøger lukkede Lyren.
De sagde ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et Kaos af Lyde, alt var bælgmørkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt.
Gulvet er hvidt af Sand, og i Kakkelovnskrogen staar en Spyttebakke med frynset Papir. Nogle enkelte Farvetryk hænger hist og her paa Væggene. Over Vinduerne er der Kapper. Lyset kan frit strømme ind. Hvis det ikke var for Potteplanterne, vilde her være uhyggeligt tomt; men nu kommer man her aldrig, uden at mindst en Plante staar i Blomst.
Det var en af Moderens tunge Dage. Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og Moderen talte ikke. Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem det meget Mørke, og hun sang: Der kommer de Aar, da vi bitterlig véd, hvad Livet er værd. Der kommer de Aar, da vi miste maa, hver Ting vi har kær. Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saá hans høje Skygge i den.
Jeg hen til Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om Hjørnet nedenfor. »Hvem er det?« raabte jeg, saa høit jeg kunde, men fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og raabte til mig: »Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du gjør!
"Om vi begyndte," sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op lige til Ørene Det var Publikum
Dagens Ord