United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde, kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod Bolværket nedenfor Molen.
Og fattende første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned foran Sengen. Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi dog gøre? Bedstemoder, dø ikke Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé.
Han stirrede og blev ikke mæt af at sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke. Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet Hoved i dybe Tanker han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: "Hans!"
Hans Excellence saa hen paa hende med det samme ligesom frygtagtige Blik som om Morgenen : -Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bøjede sig for at lade sine Læber naa hendes Haar. Hendes Naade sænkede brat sit Hoved: -Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand. -Hvormange Grader er her? spurgte hun meget højt.
Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved er meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden og tindrer med Perleøjnene, den skrukker og ler lydløst, klapper Næbbet uhyre vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige ved at falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Døden med gennemtrængende Lystighed.
-Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut ... hvordan er 'et? Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Taarerne ud af hende: -Jeg har sagt til om Vognen. -Tak.
Høg," sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de graa Bryn. "Ja det er William Høg." Tænderne klaprede i Munden. "De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig med Glasset for Øjet. "De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa." Han vendte sig ud mod Tilskuerpladsen: "Er Regissøren der?" Regissørens Hoved kom med et "Ja" til Syne i Orkestret. "Og Hr. Andersen?"
Du er nu altid lykkelig. Drengene. Fler! fler! Aladdin. Det var den anden. Nu har jeg alt to. Sindbad. Aladdin maa ej være længer med, Den tredje maa han ikke gramse efter; Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge! Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved. Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter og atter.
Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun: -Vilsac er død ... -Vilsac? Men hvor har De hørt det? -Af Hr. Zimonys i aften Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig! Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun. -Hvor er det skét? -I München. Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder.
Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag. Det var som en aandelig Besvimelse. Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i hans Hoved paa én Gang, saa det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan.
Dagens Ord