United States or Russia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun bar sit Hoved højt som forhen, og den døvstumme maatte hver Aften præcis ti sætte Papillotterne i de graa Raadsherrekrøller. Og hun kunde sandelig ogsaa, den gamle Hædersfrue, i disse svære Tider have al sin baade ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen efter Branden rullede ind paa Slottet, havde hun fundet alt i den vildeste Forvirring ....

Han tav igen, før hans Stemme fød paany: -Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok. Moderen havde bøjet sit Hoved: -Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte. Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.

Vi talte ikke i nogle Minutter, saa sagde hun muntert: "De har gjort mit Hoved bedre, Deres Strygninger er vidunderlige; trods alt kan jeg godt lide Dem, Slangepige. De er ikke af dem, der hænger paa Træerne." Vi kyssede hinanden flygtigt, og jeg gik op paa mit Værelse.

Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme straks . Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa, for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det blevet meget værre. Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her.

Han gør et krampagtig Forsøg paa at holde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans Arm. Ærgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. Ganske stille bøjes Grenene lidt til Side, og en Ræv stikker sin spidse Hoved frem for at "sikre". Øjnene lyser som Fosfor, og Læberne er trukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tænder skimtes.

Hun slog Portièren bort og aabnede Hans Excellences Dør. Han sad ved Lampen og havde ikke hørt hende. -Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er der sket? Hvad gaar der for sig? Han havde løftet sit Hoved og saá paa hende. -Hans er i Byen, sagde han.

Du sov trygt. Jeg staar igen ved Vinduet og bliver ved med at se ud i Mørket. Der er saa stille ... saa stille ... Stjærnerne blinker. Maanen stiger op over Bakkerne langt ude, tænder Skyerne om sig, saa de gløder. Lis, jeg ved, at hvis dit Øre fangede et af de Ord, hvormed mange brutalt nævner Forholdet mellem Mand og Kvinde, vilde du bøje dit Hoved, og dine kære Øjne vilde fyldes med Taarer.

Men saa forfærdelig rig kan Baronen da ikke være, for det er næsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler, og Dørene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der mange af, jeg kan høre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen ler af mig, naar jeg siger, at jeg er bange for dem, saa jeg gør mig jo Umage for ikke at lade mig mærke med det.

Og førend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med begge Hænder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned mod Kistens Kant: Saa det er de sidste, Du har? hvæsede hun Ja, jeg skal lære Dig! Jeg skal lære Dig!