United States or Croatia ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede, Tonen var irriteret. Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo er Dame," sagde hun tørt og lukkede Døren op. "Naa," sagde Hoff ag rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds Navn ..."
Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, kom ind igen William sad paa samme Plet. Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig siddende. "Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff. "Fremtidssoldaterne?" "Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden mine Gæster." "Naa dem, der skal ha'e Sukkergodtet." "Vist saa og Ryperagout med Kastanjer."
Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: "Naar De ikke vilde være Skuespiller," ligesom følt et Islagen lægge sig over alle sine Lemmer, han var blevet berørt af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Saa var han faldet sammen i Sløvhed. Nu først vaagnede han. De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, han tog en Flakon, hvis Indhold han hældte ned ad sin Ryg.
Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede Maden han sagde altid, at Vers var det samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene bankede det paa Døren. Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.
"Naa" Hoff? fløjtede "det saá ud til, at Grevinden interesserede sig for Dem men det ... vil jo ikke sige meget ... Grevinden interesserer sig i det hele overordentlig for unge Mennesker." "Hvor er Greven?" "Greven? kære, han er død." Hoff studerede Brostenene. "Død ... saa hun er Enke, det troede jeg ikke." "Bedste Hr.
"Nej helst som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret. "Hvad vil han?" spurgte Hoff, som sprang bort fra "Salambô". "Debutere som Aladdin," sagde William. "Naa ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..." "Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?" sagde William. Bloch talte om Rudin. "Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst.
Hoff tav lidt. "Skaal, kære, det er god Champagne." "De kan ikke mene alt, hvad De siger," sagde William. "Aa jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men saa er det ogsaa saadan en dejlig Hvile at omgaas de Mennesker.
"Jeg skænker Etatsraaden Cigarerne," sagde han, "siden jeg ikke var ganske sikker paa, om jeg skulde have af højre eller venstre Lomme, og jeg plejer at ryge gode Cigarer." "Højre eller venstre Lomme?" "Ja kære, Etatsraaden har som alle andre Mennesker to Kjolelommer og femten Cigarer i hver Kjolelomme af forskellig Kvalitet." De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. "De skal?" spurgte Hoff.
Men Tonen blev atter dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun. Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil." Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede. "De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne ... naturligvis ... en Reaktion." Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle Skridt.
Gerson tog hendes Balbog og gav den tilbage med Haanden paa Hjertet, mens Damerne lo. "Tilgiv". William fik et let Slag paa Skulderen og vendte sig, "men var det ikke Dem, som talte for Arbejdet i Foreningen?" William saa lidt paa Mennesket, en meget friseret, mørkhaaret Fremtoning med store Øjne. "Jo, det ..." Resten gled ud i et Buk. "Undskyld men mit Navn er Hoff." William bukkede igen.
Dagens Ord