United States or Finland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Saasnart der var Fred og god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig besøgte hinanden.

Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for Mørke.

Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa Grund af de nye Munddele: -Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ... -Ja det har jo Tante fortalt, sagde Fruen. -Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten. Erhard rømmede sig og saa' paa Berg.

Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og Moderens Navne. Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og blev vartet op og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da han var død, som om hun blomstrede op igen med ét.... Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Forældre.

Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør ...

-Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden. -Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger. Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven. -Hm, sagde Frøken Ida Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted #den# lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig.... De gik lidt.

De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren, og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes sammen. Lysene i Lygterne var ved at brænde ned.

Naar de læste, rokkede de med Hovederne, saa de stødte Panderne mod hinanden; saa rykkede de i Bogen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor det var. "Læs alene, Mo'r," sagde William. Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; næsten lidt nynnende læste hun.

Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige første Ægteskab laa jo imellem. Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.

Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor Vaskekælderen Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over Maden lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse. Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.