United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge da hun holdt inde ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun stakaandet. Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun gik frem over Gulvet mod Bordet.
Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her. Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik ud over Havet.
Vi er saa trætte.« »Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!« Saa gik de igen. Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?« »Nu er det i hvert Fald for sent.«
Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i Entréen og hvidskede. Alt var vel Fru Mathilde var ved Friseringen. Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret.
Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han. -Naa, Frøken. Og Befindendet! -Tak, sagde Frøken Abel. -Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel. -Saa? Hvor? -Kiær hentede sin ny Forvalter rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde? -Aa ja.... -Prima, Frøken Linde? -F. F., sagde Præstefrøkenen.
Og med et Smil, saa umærkeligt, at det netop kunde gættes, sagde hun: -Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence. -Vil Erichsen hilse Hofjægermesterinden, sagde han kun. Og han gik. Frøken Erichsen vendte tilbage til Stuerne.
Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken Les Saintes-Maries-de-la-Mer, Maalet for Pilgrimsfarten.
Ja De er en udsøgt Kavaler, er De! Da Nils havde ringet paa, og Fru Seemann stod i Entréen, sagde han: Ja, saa kommer jeg altsaa paa Tirsdag? Ja, Tusind Tak! De véd ikke, hvormeget De er for mig! Følelsen er gensidig, kære Frue! Det giver en saadan fælles Tryghed at være sammen med Mennesker, der forstaar En! Gud velsigne Dem, ja, ikkesandt?... Tør jeg bede Dem hilse hjemme.
Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk: -Det var en Springer for Kate. Ida havde ikke forstaaet straks men nu rejste Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand faldt bort fra hans Knæ, ned, overmod Stolens Arm.... -Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under hendes.
Han blev hentet paa Stationen af Lars Kusk og gik direkte ind i sit Taarnværelse uden at hilse hverken paa Kone eller Børn. Klokken var da to. Klokken fem kom Olga Stuepige og bankede frygtsomt paa hans Dør: Der er rettet an til Middag, Husbond ... meldte hun. Intet Svar. Hun forsøgte igen; men med samme Resultat ... Og ejheller ved Aftensbordet viste han sig.
Dagens Ord