United States or Montenegro ? Vote for the TOP Country of the Week !
Imorgen gaar vi nord paa og samles med Vendelboerne. Ja. Men jeg troede Krig var noget andet, tilvisse jeg gjorde. Næste Dag rejste de, og Mikkel tog med. Jens blev hjemme ved Moderen og Gaarden. De vilde vist faa det fredeligt nok, mente Niels, da Herremændene rundt omkring var slaaet ihjel saa det var maaske godt nok, de havde gjort det. Saaledes lettede nu Bønderne over hele Jylland.
Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.
Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde varet for længe. Herremændene holdt Kongen indespærret paa Sønderborg, Kong Christiern, men nu vilde Bønderne i hele Landet have ham ud igen. De vilde tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde længe været bestemt paa det, og i Salling var Bønderne ogsaa begyndt at samle sig.
Og ved den Lejlighed hørte Danskerne op at være et nordisk Folk. Det var en sørgelig Dag, Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og led Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau førte Herremændene, som nu var mere mandstærke, men desuden havde han sine tyske Landsknægte og Bøsseskytter med. Og de tog haardhændet fat.
De talte kun seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bønderne fik Sejr. Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang. De fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store, mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milevide Land og under den store Himmel.
Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem Hundene, da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands Styrke hver for sig, de klippede næsten Herremændene i Stykker med deres Leer og Hakkelseknive, naar de kunde faa dem indenfor Hænders Rækkevidde. Men de blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang en Koldblodighed over dem, de var solgt.
Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pløjede. Han ikke saa meget som standsede Øgene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt passe Ploven og se til paa en Gang. Omsider opgav Herremændene Striden, som man kunde vente, de maatte, og flygtede i Trav og Galop sønderpaa ned i Landet.
Men Herremændene slagtede ogsaa svært ind paa Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig mere og mere, den sparsomme Bøsseskydning var helt hørt op. Naar en Herremand blev overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bønder omkring ham og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende Hestene og tænke paa at komme i Ly.
Deres Ryg var lidt bøjet af Arbejde. Herrerne hilste; og der blev et Øjebliks Tavshed, hvorunder man ligesom tog Maal af hinanden. Saa begyndte Nils famlende: Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent ... Det gør I nok ... sagde Pompadour. Vi vilde have hilst paa Onkel ... Naa, vilde I det ...? Der var over Bondekonen, som hun stod dér foran Herremændene, en egen bidsk Vagtsomhed.