United States or Tuvalu ? Vote for the TOP Country of the Week !
Havet gik højt op mod Klitterne, i hvis bratte, grusede Fald eller marehalmsklædte, graagrønne Skrænter man tydeligt saa' gamle Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og for Skagboerne, der næsten alle forsynes med Tørv her nede fra.
Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk. Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert Skridt. Men #nous voilà#. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage Afsked maaske har jeg allerede været for paatrængende. Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.
Udenfor Salsvinduerne i Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres "knøv" Frøken. Gamle Pastor Linde gik til og fra: -De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre. Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue: -Ja, her er livligt. -Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng paa "Præste".
Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der ogsaa til Nød stuves halvandet derind. En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh.
Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet. Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice.
Fru Uldahl bøjede sig beroligende hen mod hende: Vi bliver her, Ingwersen, sagde hun fortrøstningsfuldt Naturligvis bliver vi her! Rottbøl var med sin Dukkevogn trippet tilbage til Teltet. Hun stod og saa ud over Bugten, der spillede grønligt i Solen. Indtil hun pludselig standsede midt i Morskaben og gav sig bitterlig til at græde.
Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind.
Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! Og han stod op og kom til sin Fader.
Det var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se. Saa tav han. Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad. Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her ved Siden af denne fremmede Mand.
"Bedre begynd saa." William begyndte dybt, i den mørke Tone, hvormed han forskønnende tilslørede sin Hæshed, og som her gav Fremsigelsen noget tilbagestængt voldsomt, der virkede stærkt. Professoren lyttede. Han stod og bed i sine Knoer, men en Gang imellem saá han over paa William med et Glimt i Øjnene. Han gik lidt tilbage, igen frem, stadig opmærksom. Saa nikkede han en Gang til med et Smil.