United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og han forlod Værelset og smældede Døren i efter sig ... Da han var borte, lukkede Fru Uldahl Øjnene og laa stille hen. Der gled af og til ligesom en Iling af Smerte frem over hendes Ansigt, thi Tankerne lod hende ingen Ro ...

Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende udenom Kalkbøtter og over Brædder: Der skulde være Marmorpuds, og der skulde være Forgyldning ... Martens pegede og Martens viste.

De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig, Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne.

Lyset i Kokkenvinduet flakkede endnu en Gang hen over Ladens Hvidt saa var ogsaa det slukket, og hun saa' bare Valdnoddetraeets Skygge midt i den morke Gaard. Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhojningen og saa' ud paa det bladlose Trae: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er sprunget ud? havde hun sagt og hun havde graedt og lagt Armen om hendes Hals.

Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den Modtagelse, jeg fik. "Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet. "Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal." "Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," svarede han. "De maa se herind i Morgen."

Hunden gjorde et Spring frem for ikke at trimle ud, og samtidig hørtes en raslende og skrattende Lyd, der ligesom hoppede efter ham hen ad Gulvet. Kokkepigen slap Kurven og slog Hænderne sammen: Naa saadan at forstaa, sagde hun han har igen vaaren paa Dumpejagt! Hele Selskabet brast i Latter. Om det saa var Frøken Sofie, saa lo hun: Men Hund dog ...! sagde hun.

Og gaar jeg hen og trækker dem til Side, ser jeg ind mellem Træerne, og jeg fyldes af Skovbundens Duft. Jeg føler Uendelighedens Væsen gennemsive mit Sind et Led kun ... men et Led af Livet fyldt med dettes Ret til Fuldendelsen. Mine Læber skælver ... det gør ondt at være saa glad. Paa en matblaa Himmel lyser Stjærnerne. Højt oppe glider de gennem det uendelige Rum. Mine Tanker naar dem.

Jeg skulde vel gere dig Selskab ikke? Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og lagde Kyllingernes Tøj sammen. -Man bli'r s'gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske stiv i Benene, mens de gik. Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem. Det var hen i Foraaret.

Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt. "Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans Pande.

Rædselen sad i Luften med Ansigtet rakt forstenet frem og med vidtaaben Mund. Da de tolv Slag endelig rungede oppe i Taarnet, var Mikkel saa syg, at han døjede med at rejse sig. Han havde slaaet det hele hen, det var umuligt, der var ingen Fornuft i det. Men han vilde alligevel gøre det, skønt han ikke troede paa det længere.