United States or China ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri. Ja #jeg# forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det. Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine Følelser? et Digt af Heine, ja, naar det saa endda havde passet til Situationen, men aldeles ikke!
Men i næste Sekund tog han sit Parti og svarede leende: Som en Sten, min Dreng! Og idet han atter vendte sig til Mona, sagde han: Ja, undskyld, Frue, min lidt ureglementerede Tilsynekomst i Nat. Hofjægermesteren klukkede højere: Hvor kom Onkel egentlig fra? Ja, det véd jeg oprigtig talt ikke, kære Palle! ... Jeg begyndte i Torsdags Aftes ovre hos Heine paa Mattrup.
Kjender du det? Ja, vi kjender det. Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, udbrød Fru Hertz. En skjøn Tid! Snart efter tog vi Afsked. Vi gik ad »Grosser Garten« til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet lidt, udbrød Minna: Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det Digt! Ja, et besynderligt Tilfælde! »Es giebt keinen Zufall!«
Wie Lieb' und Treu und Glauben verschwunden aus der Welt, und wie so theuer der Kaffee, und wie so rar das Geld. Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen. Ih nei, udbrød hun ivrig. Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab, og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig.
Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine. Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.
Og naar Døren havde lukket sig efter hende, faldt ikke én af dem paa at komme med et saftigt Ord, skønt alle i Tankerne fulgte hende videre helt ind paa hendes Leje. Kun Ægtemanden kunde undertiden lade en eller anden obskøn Bemærkning falde i skadefro Hoveren over, at hun netop var hans Sengekammerat. Men da slog Godsejer Heine paa ny i Bordet: Hold Kæft, Uldahl!
Og Godsejer Heine sprang op fra Stolen, bøjede sin kluntede Krop hen mod Sofaen og sagde: Min Frue ... alt for Damerne ! Og Spillet fortsattes i Ro indtil næste Eksplosion ... Klokken elleve trak Husfruen sig tilbage, medens Herrerne stod i Række og bukkede.
Nu vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg; »det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« »Minna, det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas, som om vi med Heine saae Alt deri
Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert, som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket jeg ikke kjendte. Det lød saaledes:
Spillebordene var sat ind i Dagligstuen, og der sad i Sofahjørnet Gaardens stovte Frue og lod sine klare, blaa Øjne vandre fra Strikketøjet eller Sytøjet hen til Herrerne ved Toddyglassene og manede til Fred og Forsoning, naar de stundum røg sammen og slog i de grøntbetrukne Mahogniborde, saa Jetonsene stod i Vejret: Naanaa, lille Godsejer Heine, skaan Møblerne! ...
Dagens Ord