United States or Svalbard and Jan Mayen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Himlen sommerlig med sit uendelige Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Bølgekamme Solens Straaler i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brødes. Saa plantede de den store Lærredsparasol i Sandet og slog den op og satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fødder. Thi det var hans bedste Plads.
Fartøjet var Vrag og Ladningen blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa #sin# Part og fik Skyld for mere. #Kaptajnen# kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger Havet havde i hvert Fald ikke taget #ham#, hvordan det saa end forholdt sig med Ladningen.
Og som Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al Slags Vejr til Natten.
Derfor tvang hun sig og var ham hørig, selv om hendes ufordærvede og kyske Natur atter og atter rejste sig i skamfuld Protest. Der laa i Lysningen, paa Grænsen mellem Plæne og Strand et Badehus. Døren vendte ud imod Havet, og fra en hvidmalet Flagstang over den vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel. I dette Badehus næsten boede og levede Børnene, da de blev ældre, Sommerdagen lang.
En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt. Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik! Ingen havde kastet hende i Havet!
Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner ind paa Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm brød pludselig ned fra Krumknivsfjældet og piskede Havet hvidt. Vennerne var Stedets bedste Kajakroere, de kunde tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med Bunden af deres Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter ikke Kastevindspresset.
Men saa blev han træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til Havet. De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.
Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene gror i Havets Nærhed, du ser en Maage, du øjner en sættende Hare i Heden, Sol og Sorgfrihed, det er Danmark. Og da nu Kongen havde forladt sit Land, forsaavidt han havde været helt henne i Visheden om, at han forlod det, saa blev Tanken paa Danmark saa stærk i hans Hjærte, at han ikke kunde forlade det.
I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og „Langsom“ sagde: „Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“ „Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“. Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.
Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da hører man en Rødspætte sprælle i Dammen.
Dagens Ord