United States or Ghana ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Holder De saa meget af det Gamle?« spurgte jeg Emmy. »Ja«, svarede hun, »jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil.
Erik fortalte, at Lampetterne var fra Venedig men al Forgyldningen var gaaet af de var helt brune. De var Present fra en Doge. En Doge? Ja saa gamle. Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte. Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa Haven mørk.
Hans Blik strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten Røgen stod lige til Vejrs som en strittende Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes mellem grønne Buske, de optrukne Baade, hvis uvirksomme Skrog gennembagtes af Solen ... Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa Land, og Verden var for ham et gulmalet Hus og en Have med Lysthus. Var den tillige Lykke?
En Port hvinede paa sine Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem Haven. Og saa blev alt pludselig Dødsens stille.
Og hun lod de stolteste Træer fælde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skære igennem, saa at Østenstormen nu strøg livsaligt ned gennem Haven, afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge.
Eksotisk kvælende som altid før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft. De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i Lindegangen. -De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende Toner af Violiner og Horn. -De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg. Ellen hørte det ikke.
Dørene til Terrassen stod aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun svimmel: Nei, Doktor lad mig sætte mig jeg er altfor træt. -Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung. Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere igjen.
Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket, men hun blev ved med at lobe op paa Hojen. Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. Hun stod laenge; hun vilde skelne et Ansigt, men saa intet. Taus gik den lange, ukendte Skygge forbi forbi og forbi, ud i Morket, hvor Trinene dode.
Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Kælder under Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet Selvmord og var bleven nedgravet i Haven. Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang.
Og tændte Ild i Ovnen, forsigtigt som en Tyv, med sit lille Fyrtøj, og saa' paa Flammerne med sine Glasøjne Om Sommeren var Onkel Otto Georg hele Dagen nede i Haven hos sine Blomster. Hvor han elskede Roser. Han holdt Kalkene saadan i de to rundede Hænder og timevis saa' han stille paa Blomsten og smilede.... Maria Carolina kom forbi med sin Guvernante ... Onkel Otto Georg mærkede det ikke.
Dagens Ord