United States or Sweden ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvilede der et Mørke over hans Byrd, saa meget des bedre; naar han hævede Arven, men dermed hastede det ikke, vilde man nok ogsaa faa at vide, hvem han egentlig var. Derved blev det; hvem kunde staa for et Menneske, som ikke kendte til Tvivl. Fæsteøllet blev fejret med megen Herlighed. . . . Stokholm By laa under den kyske Sne, der blev ved at falde og udslette alle Spor.
Men da det hastede ualmindeligt, blev det til, at Mikkel klædte sig af for at udrette sit Ærinde. Han kom ind i den hede Badstue og kunde først ikke se en Tomme frem for sig, Dampen fyldte Rummet saa tykt som hvidt Vadmel, han hørte Raslen af Spande og store svidende Klask af Vandet mod Ovnstenene. Inde i den svedende Tykning lød Stemmer.
Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have.
Det hastede vel ikke med hans Rejse. Mikkel maatte love at blive paa Kroen til næste Dag. Jamen kom alene! sagde Mikkel barsk. Saa skiltes de. Da Axel kom ned til Kroen næste Dag, gik Mikkel rejseberedt udenfor, sin Hest havde han sendt over med Færgen i Forvejen. Han var opsat paa at komme videre.
... Længe gik de to Venner tavse ind gennem Byens Gader, mellem Flokke af hjemvendende Skovgæster, som hastede hjem med store grønne Grene i Hænderne, øre af den friske Luft, der var dem uvant. Og efterat de var komne hjem, blev de siddende oppe, til det blev sent.
Ærkebisp Matthias af Strengnæs tilkom det paa Grund af hans høje Værdighed at blive rettet først; han havde endnu sin røde Fløjelskaabe paa. Axel kendte ham, da han krøb paa Knæ og hævede sit lille Ansigt opad og lagde Hænderne sammen. Men det hastede. Ærkebispen rejste sig igen og begyndte at klæde sig af der under aaben Himmel for Bødlerne. Da kom Axel i en hamrende Uro.
Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene. Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.
Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre lovede. Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild og frisk.
Axel skulde videre til Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde. Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de andre.
Dick blev som hans Søn, og den brave Herkules blev hans Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som muligt løskøbte og hentede hjem. Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler hastede til sit eget Værelse, til sine Samlinger, sine Skatte.
Dagens Ord