United States or Hungary ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, sagde Moderen og stammede: Fritz, jeg véd ikke, hvordan det er gaaet til. Men Faderen lukkede sit Vindue, og Moderen sagde sagte til Tine, mens hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig: -Nu skal Manden have Kaffe. -Gud, Tine, de Liremænd kan de tusinde Historier. Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen hørte paa hans Snak i timevis.
"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa." Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede. "Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?" Jeg lo.
Aa det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna, fornærmet paa hans Kunsts Vegne. Det er jo at gjøre Nar af mig. Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet. Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden.
Sine sidste Aar henlevede han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschläger i sin Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdøde Kjære, som han længtes efter at møde. Han døde 20. Marts 1897. Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig. De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer tilfælles.
Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende Ungdom bekjendt med.
Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere over, at han ikke blev paaskjønnet i Danmark; men han havde endnu ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans senere Dage. Han var en elskværdig Omgangsfælle, som jeg nødig rev mig løs fra. Han tegnede med Blyant et lille Portræt af mig, som jeg kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fødselsdag, 10. April 1845.
Det gjælder da at finde paa Noget, som kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet "articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa Boulevarden.
Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses. Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys. Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.
Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt: -Ja jeg har troet at se det , sagde han, at Publikum er blevet mere »nøgternt«.... -Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop iovermorgen ... Man kunde Jo ordne Sagen en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem ... til det hele ordner sig. -Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde Konferentsraaden.
Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte ham, om han så noget. Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gå omkring." Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt.
Dagens Ord