United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !


Han var maaske ogsaa nok saa godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne, interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne, saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det, som forekom ham at være Hovedsagen.

-Véd De hva', Ida, sagde han og blev ved at se paa Kullene: -Jeg er egentlig en Hjemmemand. -Ja. Ordet kom saa ganske sagte. Karl strakte sin Haand ud i Mørket og tog hendes. -Tak for idag. -Tak, hviskede hun. Hun stod op og tændte Lysene. Hun var saa bleg, mens hun gjorde det, en Bleghed, der ligesom lyste. Karl fik Tøjet paa og ganske lydløst aabnede hun Døren.

Hun laa krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hendes hviskende Stemme skjalv, naar hun blev ivrig. Hun havde siddet halvsovende med lukkede Øjne, saa længe Malanga talte. Da han tav, vaagnede hun pludselig op. Hendes Panderynker foldede sig ud og ind, naar hun bevægede sin blodfattige, blaalige Mund, og en hentørret, knoglet Haand aftørrede den Taarestrøm, der stadig randt fra hendes hudløse Øjne.

Jeg sagde, at det vilde være en alt for stor Ære for mig at have hende til Ven og hun tog min Haand. "De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg hedder ogsaa Evangeline og sommetider tror jeg, at De er blevet kaldt saaledes til Minde om mig." Hvilken sælsom, mægtig Faktor Kærligheden maa være!

Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort Hund.

Og paa den anden Side var intet naturligere end, at han slog sig sammen med Fru Herding og hendes Broder, der saa smukt havde sat det hele Foretagende i Scene, mens man lod de to Unge sværme paa egen Haand. Hvem kunde vide maaske kunde Forlovelsen gaa i Orden endnu idag og han være med til at lyse Velsignelse derover! Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle!

Saa saa' hun Faderen, der fra Hækken kom hen imod hende: -Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de mange Gaver begge tavse. Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden. Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde været hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvøbt i et hvidt Hovedklæde.

Han knælede ved Siden af den anden, som laa med Ansigtet mod Gulvet, som om han var død. "Jeg vilde give fem Pund for denne Mands Hjerneskal," hviskede Nikola, medens han rejste sig. "Se en Gang paa den, den er ganske katteagtigt formet. Jeg har altid det Held at træffe paa den Slags Eksemplarer, naar jeg ikke kan faa fat i dem." Han lod kærtegnende sin Haand glide hen over Mandens Hoved.

Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der? Nej, sagde Berg, ikke iaar. -Hvor de Folk kæmper hvor de slider med deres Uvidenhed. Han fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Mødet: -Det var om Verdens Skabelse i de seks Dage paa tiende Aften havde de talt om de seks Dage og om første Mosebog tiende Møde, sagde han og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.

Den næste Dag skulde jeg skilles fra min kjære Ven, der hidtil havde været mig en saa uforlignelig Støtte. Gram skulde til Aix og jeg til Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren til Turin. Det var den dyreste Reisemaade.