United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !


Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du føler s'gu, hvordan det vokser for En ... Billeder faar man, med et Lys over Lange fangede dette Lys med sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder« Har s'gu forresten et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for dig.

Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig Muligheden deraf.

Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod i Døren, og til Karl. -Godnat, sagde hun og tog hans Haand. -Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme. Ida blev hos Frøken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de dækkede af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Frøken Helgesens Seng. Saa gik hun. Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Frøken Petersens Vagt.

Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte Haand paa hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter. Nej! sagde han afgjort Det passer ikke paa mig, for jeg er saa voldsom hidsig! Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.

Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i hvilket I færdes? ... Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I mig! Læg ikke Haand paa mig! Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring ....

»Vogt jer, I Drukkenboltetordnede han. »En af Jer skal i hvert Fald blive Dødens, hvordan det end gaarDet hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage. »Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hundbrølede Anføreren.

Kan Du høre? De kommer nærmere! stødte Johanne frem i sin Angest. Men den lille klappede beroligende hendes Haand: Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig Kom, saa gaar vi lidt; det plejer jo at hjælpe. Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Værelset. Luk Øjnene, Mor; jeg skal nok lede Dig. Lig-Johanne klemte Øjnene fast i.

Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet. Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked.

Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand af Is paa hans og sagde igen: -Endnu en Gang. Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, lukkede han sagte Bogen til. Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes Ansigt ned imod sig. Selv brændte han. Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket.

»Goddag, min Dreng«, sagde Præsten til ham, »værs'go at tage Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa smuktDrengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. »Hvordan har din Fa'er det? er han nu bleven rask igjenvedblev Præsten.