United States or Morocco ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa Gaden.« Caracas Manden lo blot. »Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til en Stol?« »Du er dejlig, saa uskyldig ikke?« »Er det Traktaten, Du mener? Jeg skal være ærlig overfor Dig, Gustav.
Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande. Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse, begyndte han: »Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad Vinduet og gebærder Dig saaledes?« Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk Accent: »Synes Du, Slyngel af en Diplomat?« Joachim Panamagesandten saa sig forvirret om. »Ti stille dog!
Gustav Trolle, hvem han havde lagt Mærke til, fordi han beundrede ham blindt.
Hele denne udsøgte Forsamling, der talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol . . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der lød kun en enkelt tør Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og faldende Røst. Det var Gustav Trolle, der talte.
Det var Gustav Broch, den senere saa bekjendte Høiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig. Præsten læste nogle faa Timer med mig alene, men derefter læste Broch og jeg sammen; vi læste Sallusts Catilina.
»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende Tone. »Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede Sprog.« »Hvor er den da?« »Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...« »Hvor er den, siger jeg?« »Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget sært i Din Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?« »Spøg til Side nu!
Talen var om Gustav Eriksen Vasa, men Axel hørte ikke efter. Man henvendte sig høfligt til ham og vilde spørge nyt fra Stokholm, men Axel fortalte dem ikke mange Tidender. For Resten tog de Afstand fra ham, da de hørte, han var dansk. Axel vilde ikke tale, han tænkte paa Sigrid.
Hun havde saa mange Bekymringer: -Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika og han vilde hjem ... Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen.... Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie. Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af Stolen: -Jøsses, Jøsses ... och jeg skal strø Sand.
Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem: »Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.« Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke!
Om han kunde komme til at tjene i Kongens Nærhed, sagde han sløvt. Han slog Øjnene ned igen og begyndte at gnide sig varligt i Hænderne ligesom en Betler, der staar ved Døren og kommer i Tanker om, at det er koldt, medens man henter Almissen til ham. Det var Ret! Gustav Trolle nikkede. Han spurgte, om Mikkel ønskede at komme mellem Skriverne, han kunde jo Latin. Men Mikkel rystede paa Hovedet.
Dagens Ord