United States or Bahrain ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han lukkede Fars Øjne, sagde han. -Jeg har skaffet ham en Plads Ordene skjalv lidt , jeg behøver ham ikke. -Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han. -Aa, men Mor! Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder du #skal# faa Ære af mig. Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar. Otto Heinrich rejste.
Jeg lagde mig nu ned mellem Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage paa Briksen. Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn. Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige vaandede sig.
Se nu, hvor han svang sig, og det lod til at være hans naturlige Gangart; naar han var i Ro, spillede han jo alligevel som et Spejlskaar i Solen, hans Blik var altid lige saa vanskeligt at holde fast som nu, da han drejede paa Gulvet med en Skønjomfru i Favnen og blinkede æventyrligt til højre og venstre.
»Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang«, sagde Præsten, »siden det er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud forleden Aften.« Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud sammen med Niels. Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig Fornedrelsestilstand paa Gulvet.
Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham. Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham.
Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til, ligesom naar han skulde springe over "den store Hest" og han havde taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der. Gerson gav ham Replikken.
Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler paa Gulvet. Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i Blikket var der endnu noget sorgløst.
Jægermesteren forsøgte at staa op. -Støt Dig til mig, sagde Sønnen. -Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op. -Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en død Klump. Da Sønnen var gaaet, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen over Gulvet.
Og saa paa Ludvigsbakke. Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.
Hans Kontubernal, Arnoldsen »en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til. -Den Maskine, sagde han irriteret. -Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og skrev videre.
Dagens Ord