United States or Montenegro ? Vote for the TOP Country of the Week !


Nu var han kun en sølle skælvende Kryster, som ikke kunde tage sine Øjne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes at se lige ind i hans Hjerte. Saa forandredes Nikolas Væsen, og han sprang op med pludselig Kraft. "Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund! Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr. Nikola!

Det storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme Knebelsbarter glittede i Solen. Hesten fnøs ud af Skaberaket, den var heller ikke billig. Mikkel drev Byen rundt og summede sig. Gade op og Gade ned.

"Jeg vilde ikke nedlade mig til at lokke Dem. Jeg vilde aldrig mere bede Dem om noget! Jeg vilde kun have, at De skulde yde mig den Retfærdighed at forstaa, at De havde taget fejl af min Karakter og yde Deres Broder den Retfærdighed at indrømme, at han har nogen Ret til at holde af hvem han vil. Men behold Deres lave Tanker hos Dem selv! Onde, grusomme Mand!

Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.

Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde hele Dagen var han enten ude eller paa sit Værelse klædte hun sig ud som Nonne og gav lange Scener, hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget den Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og dansede Menuet eller legede Kirke.

Nei, ikke #det#, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min, aa, giv mig ikke Ringen tilbage forlang ikke din! hvorfor skal vi være saa grusomme mod hinanden?

Grusomme Isidor, hvorfor sad Du hele Tiden og talte med Moder? Mærkede Du ikke, at jeg hele Tiden saa paa Dig henne fra Vinduet og blev blegere og blegere af bare Længsel ligesom en lille syg Blomst, der længes efter Solen? Jeg elsker Dig, Fætter Isidor, jeg elsker Dig, saa jeg kunde skrige! Ved Du, hvad jeg gør om Aftenen, naar jeg kommer i Seng?

Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte gjennem Grædepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested. »Grusomme Skjæbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hører sammen? Thi min var Skylden ikkesiger han, og med sine Taarer vander han de hvide Roser paa deres Grave.