United States or Brunei ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alt er Rynker, Kødet visner under Huden og pludselig springer den sorte Ramme ud om Alderens Ynk et Glimt af de gule Ben, og Laaget gror sammen under en Regn af Jord. O, Jorden henter sine, den hvirvler dem omkuld og strækker dem endelangs paa sin Skal. Faa kun Hul et Sted paa dig, og dine Sideben skal svuppe mod Jorden, du skal smække mod Grunden som en Stolpe, hvis Rod er raadnet hen.
Det skal Truttemand ikke bryde sig om naar han bliver stor, skal han ogsaa faa en Kæreste han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej, Mama vil ikke nysse ham Mama kan ikke li'e Kys, der smager af Snavs rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..." Hun vendte sig til Flyge: "Ja, her kan De se vores Have. Den er ganske sød ikke? Men der gror saa meget Ukrudt i den.
Jeg har netop i Sinde at skrive en Serie Artikler med Fællestitlen 'Det stille Vand'. Det skal være om alt det, som gror op fra neden, fra de Unge i disse Aar, da det kunde se ud, som om der var saa stille her hjemme.
Ved Jyllands Vestkyst og paa Skagen fører en Mængde Villaejere en fortvivlet Kamp med at faa Græs og Roser til at makke ret, fordi de synes, at det nu engang hører med. Hvorfor dog ikke plante den lille gule Sedum, der gror udenfor Døren eller Gyvel eller Strandtidsel, der vil vise sig taknemmelige for en ringe, men forstandig Pleje.
Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme den udmærkede Forandring, der var foregaaet med Vildes Humør siden Fætterens Ankomst. Aa, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med straalende Øjne bliv bare i to Dage til? Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Naade. Nu De, lille Jansen! lo Baronen.
Nu dør alt det, som jeg længtes imod hver eneste Time, men alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mærker, hvor det gror inden i mig. Hunden løber ned i en Mergelgrav for at drikke. Den bliver længe borte, og vi hører den gø og tage paa Vej. Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en løjerlig Mand og vasker sin Skjorte. Han er nøgen til Bæltestedet. Om ham ringler Vandet. Han er lille og tynd.
At staa stille paa Skovgærdet og se ud over Rugens udstrakte Hav, Aks ved Aks saa tæt, at de danner en flydende Flade aldrig i Ro, man føler det, som saa man ud i Uendeligheden ingen Grænser, intet Rum Regntaagens Graa og Straaenes lysende grønne ... en lykkefuld Higen. Ding dang! Klokkerne ringer bag Bakkerne. Tyst, det gror det gror i alle de trevlede Rødder hele Jordkloden over.
Jeg gaar med Solen lige ind i Ansigtet. Jorden ligger foran mig hyllet i Vaardagens Dis. Livets hede Aande slaar ind om mig, og jeg føler det, som brister det i mig. Paa Knæ ... Nej, Hovedet højt og Sanserne aabne. Ogsaa du er en Del af Livet, der gror ejer dets Kraft og dets Fylde. Min Lykke spænder Brystet, jeg maa raabe for at faa Luft og jeg bliver myg og stille ...
Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud, gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget, der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne Planter.
Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor. Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store, favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned over Vejene.