United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han skyndte sig med at fortøje Hesten det første det bedste Sted, mens de skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en almindelig Hujen skelnede han en enkelt Mands Grin, der trængte igennem som en Hagl af Stokkeslag og blev henne og kom igen med ny Kraft, og han forestillede sig med Velbehag Ophavsmanden til denne Latter som han maatte se ud, idet han hylede med fuld Træk gennem Halsen, blussende Fyr paa ham, en Ildebrand af en forvorpen Krop!
Saaledes sad hun et Par Minutter og ventede, mere og mere ophidset ved Situationen: Det var igen et af hans sædvanlige fjollede Paafund, at hun skulde rulle her op og hente ham, i Stedet for at han burde være kørt ned til Økonomibygningen og taget hende paa! Her sad hun til Grin for hele Gaardens Besætning ...! Og det kunde ligne ham selv at staa og grine af hende inde bag Vinduet!
Han var en lille, mager Mand med velplejet hvidt Haar og Skæg; smuk og fin at se til, men med et Par store, vandblaa, upaalidelige Øjne. Er det en Manér at la' mig sidde her og vente til Grin for hele Gaarden! skræppede Fruentimmeret i Vognen øjeblikkelig op. Han glippede nervøst med Øjnene: Saa, saa, Mathilde; Du sidder jo rart ... og her kommer jeg jo. Har Du husket Kufferten?
»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!« »Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme kom, lad os se ad!« Kort efter kom hun virkelig tilbage med den. »Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie tænk Dig en rigtig Mumie saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«
Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trækkene, fik en forgræmmet Mine . . . og opdagede i det samme en halvgammel pæn Mand, der nærmede sig ham med en Spøg paa Læben raj raj raj, der bed Fangen saa lynsnart og tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i Forskrækkelse. Folk tog sig et Grin.
Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare ved at se paa ham med samme rolige Blik som før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere og stærkere. De begyndte at knubse Mandslingen i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til, og han vilde være til Latter, drukne i Grin. Da strakte han Haanden ud og pegede paa Manden i Stolen. "Spørg ham selv," skreg han.
Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin og Brandere, inden han havde gjort to Skridt. Og saa Solen. Hvor den skinner!
Vil Du slaa ? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde løftet sig. Han lod Armen synke: Næi ... Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva' skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gør vos begge to til Grin for hele Egnen.
Der laa hun paa et Bord. Og hun saa ud i Døden, som havde Gud den almægtige, den Gang han i sin Tid indblæste hende Livsens Aande, pustet lige almægtigt nok til, saa at der var bleven en Bule paa hende . . . Her knaldede Zacharias i Grin. Det var som faldt en Stabel Brænde pludselig ned. Men Axel saa paa ham i dybeste Rædsel.
Alle Folk var Krøblinge der, og vilde man levende gennem Byen, maatte man binde sit ene Ben op og kravle igennem paa Krykker. Det var der ikke noget at sige til. Axel saa Zacharias' Ansigt som i en Taage, det ubekymrede Grin, han syntes, at Badskæren lignede en stor Skælbider. Brudstykkevis hørte Axel en anden Historie. Det var ogsaa en af disse smaa befæstede Byer nede i Tyskland.
Dagens Ord