United States or Palau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner hos den engelske Gesandt. De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og læste. Grevinden var træt.
Han gav ikke Haanden. "Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede det. "Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive ..." "Maaske men jeg har nu den Idé ..." "Ja ellers Tak," William vilde gaa ... "At skrive, hvad jeg kunde, var vist ikke Umagen værd." "Naa, jeg plager Dem Jo ikke. Farvel, Høg." De skiltes. William gik ikke til Grevinden et Par Dage.
"Grevinden forstod at beherske sig," svarede William. Der kom noget som et Glimt i det graa Blik. Hun lænede sig lidt tilbage og slog det askeblonde Haar tilside. "Saa fandt jeg Dem desuden interessant," sagde hun, "De var ikke som andre ..." "Da talte jeg ellers ikke meget ..." "Saadan noget ser man," sagde Grevinden og saá igen paa ham.
Grevinden ventede et Øjeblik: "Og jeg venter Dem, naar De trænger til en Ven." sagde hun og saá paa ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen. Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en Cigaret.
"Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?" Grevinden saa paa ham og blev slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals. "Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," sagde hun mildt, hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede hun: "Det er jo dog derfor, De er kommet "
Hans Excellence, hvem de allerede havde hørt le henne ved Døren, traadte hen i Nærheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev Francis, der, i en anden Lænestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde siddet med det skønne Racehoved støttet i sin smalle Haand, men som nu rejste sig. Hans Excellence blev ved at le: -Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.
"Ja det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden." William blev heftigere; "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han, "undtagen man ..." "Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør der, fordi jeg har været hendes Elsker." "De!"
Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem spurgte hun. Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde? Ellen vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind. Ja, hun er Ungarinde hun er meget smuk. Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole.
Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevæge sit Hoved. -Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.
Han kunde ikke længere holde det ud, han syntes, Faderen var kælen som en kurrende Due, og han var opbragt paa Grevinden, der modtog alt med den samme fuldkomne Ro, det samme uforstyrrelige Smil. Han vilde ikke se paa dem, og dog kunde han ikke lade være, hans Følelse saaredes, og hans Nysgerrighed drev ham til at se. Saa tænkte han. Han vilde sige hende alt.
Dagens Ord