United States or American Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen kørte, og Grenen blev ved at vifte. -Han saa' svært lykkelig ud, sagde Lange. Hva' er 'et, blinkede han. Berg trak paa Skuldren: Hvem véd. sagde han: de gik hjemad gennem Grønningen. Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede ventende op mod den tomme Balkonetage.
Den ene helt inde ved Stammen, den anden yderst paa Grenen. Et Øjeblik sidder de stille og ser paa hinanden. Den, der sidder yderst, puster sig op, kurrer, drejer sig flere Gange rundt om sig selv og balancerer langsomt ind mod den elskede. Halen er bredt ud som en Vifte. Hun, inde ved Stammen, flytter sig i smaa Ryk lidt længere frem i Lyset og ser undrende til. De er lige ved hinanden.
Hver Gren på mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. I ere allerede rene på Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. Bliver i mig, da bliver også jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver på Vintræet, således kunne I ikke heller, uden I blive i mig. Jeg er Vintræet, I ere Grenene.
-Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe. -Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen. -Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida. Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset. -Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.
Her er druknet Folk i Hundredtal baade Søfolk og Fiskere. En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen med mig og siger: »Ja nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November, der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret.«
Kurre ... Kurre ... Han gør sin Stemme saa grov som muligt og puster sig op. Hun ligger næsten fladt henad Grenen. Selvtilfreds nikker han flere Gange. En Djævel regerer min Bøsse. Midt i deres hedeste Elskov skyder jeg dem ned i et eneste Skud. Baskende falder de fra Gren til Gren. En Regn af visne Naale følger efter dem. I Dag til Morgen er Himlen graa, og det støvregner.
De vendte om og Stod med Ryggen til de to Have, der tørner sammen udenfor Grenen. De saa ned i Landet, som bredte sig svimlende dybt ned i Sønder. Jakob lo og tog sin stumme Kammerat ved Haanden, og de gik ned langs den nordre Strand. Høststormen snurrede dem rundt. Tit maatte de skynde sig op mod Klitten, naar en stærk Sø væltede ind over hele den lave Forstrand, hvor de gik.
Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden. -Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod Mærket af Grenen ... Det svi'er. -Har De stødt Dem? -Nei det var paa Turen ... en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget at sé?
Og da de var naaet yderst ud paa Grenen, sang Jakob den Vise, han havde lagt om sig selv og Ide. De havde ikke andre Tilhørere end Maagerne, som fløj nær til dem. Jakob lo og slog ud med Haanden imod dem, mens han sang. Ide saa de hvide Fugle aabne Næbbet, men hun hørte ikke noget, hørte heller ikke Havet ligge og spinde og knurre i det gode Vejr.
Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved er meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden og tindrer med Perleøjnene, den skrukker og ler lydløst, klapper Næbbet uhyre vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige ved at falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Døden med gennemtrængende Lystighed.
Dagens Ord