United States or Bolivia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der ovre, hvor ingen kjender hende, hvor ingenting minder hende, er det, som om alt næsten var blevet gamle. Hun gaar omkring i Stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle Møbler og Bønderne kalde hende for "Hendes Naade". Jo du Moder er kommet over det.... Det er jo det, som glæder os to.... -Og din Søster?
Men det er min egen kjære By, vi skal ind til, dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig. Det er blot vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet her, og nu skal den omplantes. Minna lo en mild og klog Latter: Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.
Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig! Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det går eder.
Han skrev igen Talordene op og straks efter havde Katten med djævelsk Nøjagtighed betegnet Aaret 1875. "Er det rigtigt?" spurgte den mærkelige Mand, da Dyret var færdigt. "Ja, det er rigtigt," svarede jeg. "Det glæder mig. Er der noget andet, De ønsker at vide?" spurgte han. "Hvis De ønsker det, kan jeg maaske fortælle Dem, hvad De gjorde dér."
-Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor jeg glæder mig. Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone: -Er hun her for at sige Farvel? -Ja, den Stakkel. Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren saá de Moderen gribe om hans Arm, men han sled sig løs. -Forbandede Mær, som Du er, skreg han.
Jeg havde mit Overtøj paa, og en stor, sort Hat, som, det glæder mig at kunne sige det, er meget klædelig. "Er De her?" udbrød han, da vi gav hinanden Haanden. "Ja, hvorfor ikke?" sagde jeg. Han saá meget behersket og tilbageholdende ud, som om det aldeles ikke var hans Hensigt at lade sig forlede til at vise Spor af Interesse.
Det er Lørdag Eftermiddag. Næstkommanderende staaer henne ved Skorstenen, røger en Cigar og glæder sig over det lange hvide Dæk, som har faaet en Skuring for at være rigtig smukt til Søndagen.
"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde. "Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender mig." "Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg. "De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre nu. De er i min Svogers Hus i Peking." Jeg blev meget forbavset.
Om jeg også har fortrudt det, jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.
Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer.