United States or Hong Kong ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad og se: jeg havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde fastet en Nat og to Dage.
Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende meldes videre. behandlet. foregav.
Aa, jeg havde vist endnu haft gode Klæder, hvis hun havde været i Live. Somme Tider gaar jeg op til hendes Grav, og da maa jeg synke min Graad ... Hvad siger du? Fortælle, fortælle om de gamle Tider, da vi endnu var „uvidende“, da det onde endnu var i os? Ja, men du vil jo stadig have mig til at tale om det, jeg ikke længere vil huske; jeg har virkelig glemt det alt sammen!
Da den første kølige, snefri Dag indfandt sig med løbende Skygger og kruset Vand, gik Axel ud i Skovene. En eneste Fugl kvidrede i en Trætop, hvor de hvide Skyer drev, de luftige Foraarsdampe. Foraaret var brudt ud. Der lugtede som af en glemt Sommer i Skoven, det visne Græs og Træernes vaade Bark duftede gribende. Hvor var nu hans Hest, hvor var nu hans Hest?
Thi naar de fra Parkettet i Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede sig usét.
Der var noget glemt paa Bordet ... Døren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse: -Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres Hus.
Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op. "Det var mine Handsker," sagde han. De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: "Her er de." Og atter ventede disse to William og denne Mand, som havde bestemt over saa meget i hans Liv knogle Sekunder overfor hinanden paa et Ord, som ingen af dem talte.
En Moder bør kun tænke paa sine Børn; og nu var det med Et faldet hende ind, at hun længe, længe, i hundrede Aar vist, ganske havde glemt sine! Og hun skyndte sig hen til Badeteltet, halede Dukkerne en efter en frem af Vognen, kyssede dem heftigt, knappede sit Kjoleliv op og lagde dem til sit Bryst: Sut saa ...! sagde hun og smilede paa ny og var lykkelig ... Lurvadt, hjælp mig op!
Der gik Folk, pyntede og tilfredse Ægtefæller omgivne af deres Børneflok, Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have glemt hele den øvrige Verden eller unge Kvinder og Mænd, der svælgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden Bærme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden.
Man har en Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
Dagens Ord