United States or Myanmar ? Vote for the TOP Country of the Week !
I denne store og øde Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes Helte, her de stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt. Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans Hustru. Ægteskabet blev lykkeligt.
-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis. Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en større Glæde, og hun vidste det ikke selv. -Det er godt, sagde Qvam. Han og Frøken Helgesen svang sig forbi i Halvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med Frøken Friis.
Men Dansen malede rundt og rundt, som vilde den aldrig høre op. Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa dem smile. Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende. Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter vendt sig bort og talte videre med Thomas.
Fra vidt forskellige Udgangspunkter var de naaet frem til megen Samstemthed. Hansen-Maagerups blide Enfold gled svalende og beroligende hen over Bøgs varme Ungdommelighed, og selv syntes han, at Tilværelsen ligesom blev en Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin Vens iltre Ord. Oppe paa Bøgs Værelse kunde de da sidde sammen i Timevis, samtalende og rygende.
Midt paa dens Glands gled lange Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig blinkende.
Efter at han havde læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.
Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Haanden. Jeg maa tale med dig, Mo'r .... Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store, ransagende Øjne. Hvad er der nu ! Du lovede jo at gaa i Seng! Jeg maa tale med dig, gentog Baronen ovre i Kontoret! Kan vi ikke lige saa godt snakke her? Hun kan jo ingenting høre!
Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet. Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i Riddersalen. Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.
Han var vaad og fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og pressede paa med Knæerne. Stadig #gled# der Sand under ham, alligevel avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt Svømmer. Men hvor var Fiskeren?
Drengen talte ikke mere; han sad stille og saá hen paa Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt var for stor, han tog det, som det var.
Dagens Ord