United States or Uganda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt: -Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den med noget ... ligegyldigt. -Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig? -Ja fuldstændig. Faderen gav intet Svar. Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket.
Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene. En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas. Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
-Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade. Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og tilføjede, før han gled ud: -Saa venter vi en lille Stund. Ida blev siddende.
Ida havde helt mekanisk eller maaske som et Slags ubevidst Værn taget Sukker og Fløde og gled rundt og bød. Nu naaede hun Fru Mourier. -Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjælpsom. Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt: -De gaar jo rundt, Frøken Brandt, som var De en Datter i Huset. -Ja, sagde Ida og gled videre.
Langt om længe kom man i Baadene. Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var lys, Nattens Skumring laa kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte Aarernes Plasten, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i Baaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den forreste Baad. Ellers Tavshed og Sommernatsfred.
Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde fremme under Hvælvingen. Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank, hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev alligevel ved det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne.
Det var allerede sent, og Hallen var mørk, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der rejste sig som sære Skafotter. -Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden højt fra Vindeltrappens Trin.
Aa han lo nei, ved Du hvad det store Menneske ... Det var dog for galt ... Nu da det blev sagt, følte Ellen selv det latterlige; hun kom til at smile: Nei ikke saadan, sagde hun ... Men aa nei, det var bare en dum Idé ... Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet og gav sig til at spille. Det var en gammel Melodi, som gled frem under hendes Hænder.
Han lukkede Fars Øjne, sagde han. -Jeg har skaffet ham en Plads Ordene skjalv lidt , jeg behøver ham ikke. -Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han. -Aa, men Mor! Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder du #skal# faa Ære af mig. Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar. Otto Heinrich rejste.
Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde hans evige eller eneste Tanke : -Og det gaar saa daarligt med Serveringen. -Saa skulde han la'e vær', sagde Excellencen. -Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ'er. -Farvel. -Hans Excellence vendte sig og Døren gled til. -Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.
Dagens Ord