United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag, gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm. Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm. Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem.

-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, maatte man sammenligne sig med de andre. Marschalinden lo igen: -Og det er aldrig faldet Dig ind? Der gled et Smil over Moderens Ansigt: -Nej, aldrig, sagde hun. Marschalinden blev et Øjeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt. Saa sagde hun til Faderen: -Stella er vidunderlig.

Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke skjælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib.

Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa Klem, naar de gik. Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus.

Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes naaede de vel frem. Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.

Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne. Han svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive. Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Og Hansine rokkede fornøjet hen til Ane Kokkepige i Badeteltet: Ti Tusind Miljoner Kroner og tre Mark og fire, Ane! sagde hun grinende og fik den femte Kop Kaffe udleveret ... Ungdommen derimod gav sig næppe Tid til at spise. Den løb paa Skøjter, gled paa Glidebaner, snurrede paa Iskarrusel, knuste Jydepotter og slog Katten af Tønden.

Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod Kistekanten: Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du fik for at ta' mig! skreg hun Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du puttede væk i Bogen før? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kæften paa Gled? Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, før Du har sagt det! Og hun blev ved med at hamre løs ...

"Har De været vred de sidste Dage," spurgte hun og blev ved at spille. "Hvorfor skulde jeg være vred?" "Jeg véd det ikke" hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner "men jeg har været bedrøvet over det." Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, hun spillede. "De véd jo dog, jeg er Deres Veninde," sagde hun og vendte Hovedet halvt.

Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring hende lagde de sig alle. -Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen. Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre i Solens Skin. De tre Gamle sad i Lysthuset. Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne. Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant.