United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Mathias sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ... hun ka' jo ikke gaa til Lindes.... -Naa, for min Skyld Bai hadede "det lille Parykstativ" ja naar #du# bare faar Lemmeforsamling. Bai gik lidt rundt. -Ska' hun ikke til Abels, sagde han. -Det er just det de har jo ikke bedt hende, Mathias....
Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark. Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler; og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.
De tre Gaardkoner, der om Sondagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang, gravitetiske og tause. De graed ikke, men saa kun ud, som maalte de Vaeggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte sig i Rad. De havde ikke bevaeget en Mine.
Da er med Glæden man dobbelt glad, Og halvt om Sorgen saa tung at bære. Ja det er Gammen, :|: At rejse sammen :|: Naar Fjederhammen :|: Er Kærlighed. :|: Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod den lyse Dag. Er Kærlighed.... De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.
Til den ene Side stod et gyldent Aftenskjær om nogle mørke Trætoppe over en Havemur, til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis øverste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen. Paa Hjørnet var der en Ølkneipe naturligvis. En gammel Mo'erlil, der trods Varmen var indsvøbt i et tykt Uldshawl, tridsede derind.
Bolling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa Doren Dagligstuedoren. Tine gik ned og fik Doren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer. Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. -Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende.
De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet ned paa Armene og blundede eller vippede frem og tilbage paa Bænken, mens de i Smug læste paa det næste. Naar den, der var oppe, var færdig, rejste han sig paa Tæerne for at se efter Karakteren, viste sin Sidemand, hvor han var sluppen, og satte sig ligesom de andre. Saaledes gik Timerne. I de smaa Frikvarterer blev man i Klasserne.
-Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres saadan noget som en halv Fjerdingvej og Ida, der skred foran, gik langsommere, til han naaede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale lidt med hende. Men han sagde ikke andet end: -Hun ri'er s'gu godt.
Med beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...
Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og hentede et stort Billede ned fra Væggen. »Her er det! Ligner han mig?« Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig. Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa, det ikke er Dem selv?« »Sikker, naturligvis er jeg sikker.
Dagens Ord