United States or Czechia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Præsten var imens gaaet ud i Køkkenet, hvor han talte med nogen om Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det lød, som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets Kroge var der en Knagen i Murværket, et Sted klaprede uophørligt en Dør, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet op gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for Træk.

Hjærtet bankede da i ham endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa omtrent vandret, saa kæntret var Vraget.

De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød højt hen gennem Skoven. Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en Eg og hun gik iforvejen for at finde den. Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte ham le og jodle.

Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt. Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste. -Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida. -Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt. -Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig. Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret.

Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale Han hørte Hr. Andersen hviske, saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet ... Saa flygtede han. Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen ... Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.

Enkebaronesse Juliane kom gaaende høj og statelig ned gennem Riddersalen og ud i «Galleriet», en lang, fliselagt Forhal, der førte fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor Gæsteværelserne fandtes. Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede Øjenbryn og den store, krumme Næse.

Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra Embedstiden i Hertugdømmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid, da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne. -Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen: -Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned. Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa højt, at det klang gennem Stuerne.

Mine Øjne er grønne som lyse Smaragder, og lange, og de gaar ikke nedad i Krogene med et Madonnaudtryk som Cicely Parkers, Præstens Datter. Jeg véd endnu ikke, hvad det er at være god eller være slet, maaske finder jeg ud af det, naar jeg bliver Eventyrerske, eller gift med Hr. Carruthers. Alt, hvad jeg véd, er, at jeg gerne vil leve og føle Blodet bruse gennem mine Aarer.

Vi styrtede gennem Krattet. Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt. Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven.

Men pludselig var der en Stemme, der tæt ved Siden af ham sagde "Sov vel". En Kvindestemme var det, og den lød, som sitrede der en undertrykt Latter gennem den. Han rørte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget, overvandt han sin Magelighed og væltede sig paa Siden hen til Randen af Molens Stensætning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolværk nedenunder.