United States or Costa Rica ? Vote for the TOP Country of the Week !


-De kører med, sagde Agnes og gik forbi. Et Par skræmte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes. Skynd Jer. Hun gik ind for at klæde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen. Dørene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigerne rumsterede rundt, halv-paaklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys. De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken.

Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte med samme Spørgsmaa Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.

Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have.

Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man trængte frem til Baku. Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt. Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin Hat. Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds.

"Man kan blive helt ophidset af at se paa det. Og det kan man ogsaa have godt af en Gang imellem." Men i sit eget Værelse vilde han have det dæmpet. Væggene var næsten ganske dækkede af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tæppe. Og der var gamle, blide og stilfærdige Møbler. Flyge havde samlet dem møjsommelig gennem flere Aar. Men han gik som Samler frem uden nogen bestemt Plan.

Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne: -Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas.

Han klædte sig paa og han gik ind. Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser. Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne.

Men, paa en Gang, havde de derude loftet og tomt deres Glas, og der lod ni lange, daempede Hurraer fast ud fra Morket gennem Stormen imod dem som en Ed. Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevaegede af deres egne Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Morket: -Hr. Kammerherre, det er Maendene fra Isted.

Aa nej, aa nej, Jørren, hvor du dow teer dig! gispede hun og trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm sprækker! sagde hun. Musikken fra Balsalen klang højt gennem de aabne Døre.

Aa af en Gren, sagde hun. Hun slog Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede. Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal. En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven. Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals. -Jeg beholder det, sagde han.