United States or Saint Vincent and the Grenadines ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg lyver. -Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi. De gik ned gennem Haven. Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank. De første Roser duftede i Hækken. -Hør, hvor her er stille, sagde Moderen. -Ja, saa stille. Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven. -Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø.
Vore Følelser, vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring. Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det er mig bevidst.
Nu vil vi glemme alt det, som vi gaar og grunder paa til daglig: vi har jo Allesammen vores. Jeg har ingen Roller, og Du, Maler, faar ikke noget solgt. Du arme Pressedjævel er ved at gaa i Hundene, Grossereren har Podraga, Birger er saa fuld som et Marsvin og Hr. Flyge er forlovet! Men det bryder vi os ikke om! Det blæser vi et Stykke! For i Aften vil vi være glade og tilbede Ilden!
"Pris den, hvem Prisen skyldes," svarede den gamle, "og nu, da du har set saa meget, er det passende, at du gaar endnu videre, og for at gøre det er det nødvendigt, at vi drager det Forhæng til Side, som skiller Menneskets Liv fra Døden. Er du bange?" "Nej," svarede Nikola, "jeg nærer ingen Frygt." "Det er godt," sagde den ældre Mand, idet han igen slog paa Gongongen.
Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus' ustandselige, drivende Hjerte. Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her.... Tankerne forfulgte dette Liv.
Men mangler de Arkitektur, saa har de Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige, stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse.
En Birk staar med Løv om de spinkle Grene, Aftenvinden vider dem ud som en Fane, og inde mellem Bladene synger en Nattergal. Ad en Sti kommer Moseper trillende med sin Hjulbør. Olle gaar ved Siden af. Hun har store Træsko paa Benene og Søndagskaaben paa. Hatten sidder lidt paa Siden, hun kan ikke skubbe til den, i begge Hænder bærer hun Pakker. Af og til nikker hun, for at den ikke skal falde af.
Tidligt paa Morgenen rejste han ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han hjem med Fangst. Da begyndte de enlige Piger at tale sammen: „Hvad gaar der dog af Pebersvenden?“ sagde de, og saa begyndte de at kappes om ham. „Lad mig! Lad mig!“ raabte de allesammen. Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den bedste i Flokken.
Se denne Pige er ren ... Lad dine Ord oplyse hendes Sjæl ... Hendes Sind er hvidt som Duen ... Han beder om Lov til at tale til os. Søren skubber til mig, griner og nikker. Vi gaar ind i Stuen. Han stiller sig hen i en Krog. Længe staar han og ser paa os. Hans Blik glider fra den ene til den anden uden at hæfte sig fast nogetsteds.
Det kryber i hans Mundvige, og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud, som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til smaa Børn.
Dagens Ord