United States or Isle of Man ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nils Uldahls Ansigt blev mørkerødt: Anna! brølede han saa ganske ubehersket kom øjeblikkelig herned og tag dine Søstre med! Men nu drejede Kusken sig halvt om paa Sædet, løftede Pisken til Hatten og sagde med sin sindige Stemme: Med Forlov, Husbond, Frøknerne er vist gaaen ud at spadsere. Saa e? Har Du set dem? Jo ... Hvor er de gaaet hen?
Jeg kan ligge og drømme om Natten, at jeg er oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa noget, som jeg har vidst bare et Par Dage forinden. Naar saa jeg vaagner op og skal til at forsøge, om nu jeg ved det, saa skal det sjælden slaa fejl, at det ogsaa i Virkeligheden er gaaet fra mig. Det er lige alt det, at jeg tør gaa i min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig faar den Eksamen ..."
Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... #Dødt# var det jo nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad og vaskede dem, saa Materien kom af dem.
Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol og rokkede. -Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa underlig ud. -Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle. -Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien.
Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet. Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte: „Se der, der kommer „Støvlemanden“!“
Han satte Glasset fra sig og saá paa Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og Ninas Angst gav ham ingen Trøst. Et Aar var gaaet. Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle Pigers Hjælp gik alt i Huset som i "Fruens" Tid; Loven, som styrede, var et bestandig gentaget "saadan gjorde Moder", og for hver Dag, som gik, syntes Nina, hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje.
Ind i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trænge, da begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at slukke deres brændende Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord ved Sammenstødet. Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed, og var "Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke længer været i live.
Hun kunde være gaaet ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane. Paa Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden. Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare lige om Hjørnet....
Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag. Lykke paa Reisen, Nicolai!« Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet voldsomt strømmede mig til Hjertet.
Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var. Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet de andres fornuftige Indvendinger. Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre havde stemt i med og hjulpet ham; og saa. Men det var ham, der havde faaet Ideen.
Dagens Ord