United States or Moldova ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg«, sagde Præsten. »Hvad for Noget?« udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, »ja jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for Ingenting.«
Saa lob Forpagteren fra Vollerup, skaelvende som et Lov, hen og slog sine knyttede Naever ind imod Vaeggen og hulkede som en Gal.
»Goddag og Velkommen«, sagde Præsten, idet han rakte Forpagteren Haanden: »det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her træffer De tre Kjøbenhavnere, hvoraf den ene er Theolog og kan lære Dem, hvad De bør gjøre, den anden er Jurist og kan lære Dem, hvad De skal gjøre, den tredie hedder Nicolai og kan lære Dem, hvad De hverken bør eller skal gjøre.«
Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietæren og pegede op gennem Bøgealleen Mon de har været derinde? sagde han og slog med Hovedet ind mod Hytten. Hæ, hæ! grinte Forpagteren Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad de kvindelige Behageligheder angaar! Den er sgu osse god til det ! nikkede Proprietæren Gamle Hannibal tog sig mangen god Tørn derinde.
Vi snakkede og vi loe, og om end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor Taknemlighed.
»Ja ja«, svarede Andrea Margrethe, »saa skal jeg give Trofast en dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.« Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en Historie. »Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes. Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe « »Aa Fa'er, det er aldrig værd at fortælle«, udbrød den Sidste ivrig.
Men der var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange, inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre endnu. Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes Forpagteren og Hr.
Han vilde tale om Krigen og stod op paa en Stol: -Krig, mine Venner, er en Provelse, men en Provelse, skreg han der styrker Selvfolelsen; Krig er en Provelse, men det er en Provelse, som haerder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element -Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup.
-Ja, raabte han og loftede Haanden halvt, mens han selv aandede svaert, den har de villet redde ad den lige Vej : Danmarks Selvagtelse er det, som vaernes i denne Stund. Han taug. De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Sten og Forpagteren fra Vollerup pludselig loftede Armene, som svingede de et Par voldsomme Vaegte i deres Haender.
»Nu komme vi, nu komme vi«, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi afsted. Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande.
Dagens Ord