United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !


Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde for første Gang. Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.

"De er i den franske Mission i Ya-Chow-Fu," sagde han. "De blev bragt hertil for fjorten Dage siden af en Englænder, som, efter hvad jeg kunde forstaa, havde fundet Dem højere oppe ved Floden med et haardt Anfald af Gigtfeber." "Og hvor er denne denne Englænder nu?" "Det kan jeg ikke sige. Han forlod os for en Uge siden, jeg tror, for at tage paa en Botaniseretur længere mod Vest.

Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os. Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.

Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde våge, våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen; for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder sovende! Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"

Det plejer vi! Ja ... sagde Hendes Naade. Baronen skød sin Stol tilbage. Velbekomme! Niels og Julius hastede hen og aabnede Fløjdørene. Og Familien forlod Spisesalen i kronologisk Orden ..... Det vakte jo en Del Røre, da Herskabet traadte ind i Dansesalen. Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende hinanden opmærksomme paa «Naadens» Toilette.

Men der var ingen i Nærheden, og Hjørnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge. Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud langs Floden, men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde indad Byen til. »Vi kan jo være fornuftigesagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end oversatte Kjærtegn.

Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for hende. Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op.

Tys! Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre det!“ afbrød en anden. „Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. Og for Resten sandt er det jo!“ ... Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, og vi kom ikke til at tale mere om den gamle, syge Jomfru Maria. Næste Morgen forlod jeg Bopladsen og rejste til Upernivik ...

Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse Hast. Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside. Tænderne klaprede i hendes Mund. Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke.

Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod "Silketøjet". Fru Mourier talte saa glad og højt, for hun var saa inderlig lykkelig, fordi det helt tøede op om Aline; og Fru Feddersen sad bøjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.