United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Min Tunge var som Læder, mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg løb, løb, løb! Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det modsatte. Jeg vilde flygte imod Nord, medens de vilde søge mig imod Syd.
Desuden vidste hun jo Men en Dag nu i Foraaret var det bleven hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet. Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen.
Nogle Fanger forsøgte at flygte, men blev atter indfangede og straffede paa den mest barbariske Maade. Trods min Træthed og Udmattelse kunde jeg ikke sove. Det forekom mig at noget bevægede sig i det høje Græs ikke langt fra hvor jeg laa. Jeg lyttede spændt. Skulde det være et vildt Dyr, som vovede sig lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg fortabt, ubevæbnet og hjælpeløs, som jeg er.
Petersborg, hvor han havde Forretningsvenner, som han gjerne vilde have mig gjort bekjendt med. Ja, jeg kunde rive mig løs fra Danmark, jeg havde seet mer end nok, hjelpe kunde jeg ikke. Flygte fra Stedet kunde jeg, men ikke fra det fortvivlende Indtryk, som jeg havde modtaget; det fulgte mig Dag og Nat. Kun Søsygen paa den bottniske Bugt havde Ur-Styrke nok til at overvinde det for en Nat. I St.
Da lød der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig hastigt. Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en Bevægelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og holdt hende tilbage. Hans Ansigt var blegt som før, og hans Øjne og Miner trætte og slappe.
Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig. Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren.
Nu var han én Gang inde paa Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke havde Mod til at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han tændte Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han egentlig kun tænkt paa Stemmen, nu skulde der tænkes paa alt, og han undersøgte, prøvede, saá atter og atter i Spejlet
Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte. Men i næste Øjeblik blev hun paa ny staaende: Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst? Hun lindede paa Døren og kiggede: Nej, den var stadig tom ...
Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt fortærende Flammer.« »Hu ha, det var græsseligt«, sagde Andrea Margrethe, »det maa være rædsomt at leve paa de Tider.«
Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have. Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde bort, flygte, han vidste ikke for hvad.